Jeg tilbyder samtaleterapi og traumebehandling.
Jeg er uddannet Narrativ traumeterapeut og samtalepraktiker fra DISPUK, og har desuden deltaget i en række kurser vedr. tilknytning, samspil, livshistorie, neuropædagogik og neuropsykologi.
Jeg har godt 30 års praksiserfaring inden for børne-, unge- og familieområdet – primært i offentligt regi. Jeg har efterhånden samlet erfaringer, der understøttes af min pædagogiske grunduddannelse og mine terapeutiske efteruddannelser, som tilsammen har udviklet sig til et patchworktæppe af kompetencer. Jeg anvender disse til at finde brugbare veje i samtaler og i undervisningsforløb, så det er mest gavnligt for klienterne og de behov, som opleves.
Der er mulighed for at aftale samtaler fra dag til dag, også samtaler som kan foregå om aftenen, hvis det passer dig og fx din familie bedst.
Mellem hver samtale vil du modtage et ”bevidningsbrev” om væsentlige pointer eller særlige bevægelser med mulige invitationer til fokus i næste samtale.
Jeg tilbyder supervision til pædagoger og rådgivere i små grupper af 1-3 deltagere.
For mig er det vigtigt at kunne folde de vanskeligheder ud, som du eller I oplever i arbejdet med din eller jeres målgruppe, på en måde hvor der opleves såvel tryghed, nysgerrighed og at du eller I får nye perspektiver på praksis ud fra en pædagogisk og/eller terapeutisk tilgang.
Jeg har selv erfaring med mange forskellige typer af supervision ydet af forskellige faggrupper. De erfaringer kombineret med mine kompetencer er grundlaget for min tilgang og færdigheder i forhold til supervision.
Jeg underviser i COS P såvel i grupper som individuelt. Jeg gør dette ud fra den klassiske metode med gennemgang af de 8 kapitler, evt. med en opstartsmødegang før der tages fat på 1. kapitel og også med mulighed for en opsamlende mødegang fx 2 måneder efter gennemgang af 8. kapitel.
I kraft af at jeg også er uddannet Marte Meo Terapeut, ynder jeg at kombinere væsentlige brugbare principper fra denne metode med COS P gennemgangen, da min erfaring er, at denne hybridform giver nyttige pædagogiske redskaber.
I samarbejde med Annekie Pedersen kan jeg varetage opgaver vedr. temadage og oplæg. Ved specifikke ønsker og ideer rettes henvendelse til Annekie telefonisk på 22 31 81 70 eller på Annekie.psykolog@protonmail.com. Annekie træffes lettest på mail eller sms, da hun ofte sidder i konsultation, og derfor kan være svær at træffes på telefonen.
Jeg er uddannet fødselsterapeut ved Fødselsterapeuten.dk
Jeg tilbyder forløb til gravide og deres partner som fødselsterapeut.
Et fuldt forløb kan bestå af fødselsforberedelse 3 gange, deltagelse under fødslen samt 2 efterfødselssamtaler. Det kan også sammensættes på andre måder fx uden deltagelse i selve fødslen.
En fødselsterapeut har viden om tilknytning – også prænatal- om smertelindring fx Rebozo og akupressur, om fødslens faser, om vejrtrækning og bevægelse under fødslen, om partners rolle og vigtighed, om informeret samtykke, om efterfødselsreaktioner mm.
Fødselsterapeuten befinder sig under fødslen sammen med den fødende og de øvrige deltager fx partner, børn mm og er ”udover” fagpersonale som fx jordemoder.
Efter fødslen vil du modtage et ”bevidningsbrev” om din fødsel fra mig.